Som årene mig langsomt har passeret, er jeg blevet mere og mere perfektionistisk. Jeg føler ikke det jeg gør er godt nok, men på den anden side ved jeg ikke
hvad der er godt nok. Jeg er på dybt vand, og ved ikke i hvilken retning jeg skal svømme. Der findes så mange smukke og inspirerende blogge, så hvorfor er der overhovedet nogen der gider at bruge deres tid på min? Lidt ros, kan bringe mig helt op i skyerne, men hvis der bare er én person, der ikke bryder sig om det jeg laver, går jeg helt i panik, og det kan ødelægge resten af min dag. Det betyder ikke at folk ikke har lov til at sige at de ikke bryder sig om den, der er bare min måde at reagere på, der er helt forkert. Der er dage hvor jeg har lyst til at slette det hele, mine minder, mine tanker, og begynde på noget nyt. Dér kunne jeg fremstå som et smukt og inspirerende menneske, akkurat som jeg altid har ønsket mig. Men det er bare ikke mig. Nej, jeg drager ikke impulsivt ud på vilde eventyr, og skriver smukke poetiske tekster, ligemeget hvor meget jeg ønsker at de ting ville være en del af mig. Jeg er typen der altid glemmer sit kamera, når der er noget nyt at tage billeder af. Typen der aldrig oplever noget nyt, og derfor skynder sig hjem igen for at skrive om det, når der så i sjældne tilfælde sker noget. Det er mig. Jeg ved egentlig ikke hvad alt dette skal gøre godt for, men jeg blev bare nødt til at fortælle jer hvad jeg føler.
